søndag den 2. november 2008

Handsome Furs interview

Så er det på tide med et genhør af udvalgte dele af vores interview med Handsome Furs, som vi havde fornøjelsen af at møde da de gæstede Musikcaféen d. 17. oktober.

Lidt forsinket, da interviewet før vores trak ud, mødte vi det utroligt venlige ægtepar, Dan Boeckner og Alexei Perry inden koncerten, til en snak, der bevægede sig i mange retninger. Som det næsten stråler ud af det lille snapshot vi fik taget var de begge i højt humør og godt i gang med at varme op til aftenens koncert med øl, cigaretter og vodka med juice. Det var dog ikke druk og pjank det hele. Begge var yderst snakkesaglige (dog særligt Dan) og havde mange interessante synspunkter på de emner vi havde forberedt. På STEREODRESSUR har vi fået en interesse for pladeselskaber og hvordan de klarer sig i disse tider, hvor de fleste, der prøver at tjene penge på musik, brokker sig højlydt. Det kom til udtryk i vores lille tema om Rumraket, der også mundede ud i nogle interviews, og derfor var vi også interesserede i at høre om, hvordan det er at være signet på legendariske Sub Pop, hvilket gælder for både Handsome Furs og Dan Boeckners andet band (som nogen måske kender) Wolf Parade. Hør om duoens forhold til deres pladeselskab her:

Snakken drejede sig også mere generelt mod musikkens aktuelle tilstand og hvad de kan lide, eller måske snarere ikke kan lide, for tiden. Her viser Dan tegn på, hvilket af sine to bands han måske foretrækker (og vi er på STEREODRESSUR enige) og begge langer ud efter såvel den manierethed, der præger dele af musikscenen, som journalister og andre, der i deres dovenskab tyer til "indie" som betegnelse for bands i den alternative eller uafhængige ende af skalaen. De ser begge en mulig reaktion på dette, hør mere her:

Duoen gav live et højt modsvar til netop de ting de her opponerer imod, i deres støjende, minimalistiske og vanvittigt medrivende koncert. Gå, for Guds skyld, ikke glip af Handsome Furs næste gang de spiller i nærheden af dig!

Ingen kommentarer: